Mød kunstnerne Casper Aguila og Frederik Næblerød og hør om Places Like This og tag med på en byvandring om Nykøbing i middelalderen.
Odsherred Museum er flyttet ind i den tidligere Grundvigskolen på Grundtvigsvej 12 i Nykøbing. I juli måned overtog kunstnerne Næblerød og Aguila 1. salen af museet. Her har de skabt den stedspecifikke installation Places Like This. De to kunstnere er gået til projektet, som var det et atelierfællesskab, hvor de har arbejdet side om side.
Kunsten er skabt af genbrugsmaterialer og er blevet til på stedet. Det er blevet til en veritabel kunststorm, og de har fået hjælp fra flere fra lokalområdet til at skaffe alverdens genbrugsmaterialer, overskudsmaling m.m.
Med store udsmykninger, malerier og skulpturer har de sammen skabt et helt unikt kunstrum, som skal opleves.
Mød kunstnerne på museet den 23. november kl. 14-15. Vær sikker på en plads og køb billet via Museum Vestsjællands hjemmeside. Resterende billetter er til salg i døren.
Byvandring
Nykøbing i middelalderen er temaet for lørdagens byvandring, der bliver gentaget søndag. Med en absolut middelalderkyndig guide besøger vi byens kirke, som rummer hemmeligheder. Dem hører vi om, og vi får også detaljer om, hvorfor kirken kan måle sig med de fineste kirker i landet.
På turen rundt i byen kommer vi forbi det sted i Algade, hvor en af Danmarks største møntskatte er fundet. Skatten har forbindelse til en krig, hvor en norsk konge og danske Marsk Stig angreb Nykøbing og Holbæk.
De to ens byvandringer er den 23.- og den 24. november. Begge dage kl. 14.00-15.30. De er ikke velegnet for gangbesværede.
Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside. Mødested fremgår af billetten.