Byfornyelsen i Asnæs inviterer til en byvandring onsdag den 7. juni 2023 kl. 13-14 med fokus på den bymæssige udvikling, der har formet kulturmiljøet i den gamle bydel i Asnæs – omkring stationsområdet, Enghaven og Storegade/Aksens Have – og hør mere om den aktuelle byfornyelse.

“Inspireret af den kommende åbning af Odsherred Lokalarkiv i Aksen, vil byfornyelsen i forlængelse af åbningsarrangementet facilitere en byvandring ned gennem Enghaven, mellem Aksens Have og Asnæs Station.

På turen vil Dragsholm Lokalhistoriske Forening give et historisk indblik i området, med særligt fokus på stationsbyens opblomstring fra den sidste halvdel af det 19. århundrede og den medfølgende udvikling i den stationsnære bymidte.

Turen afrundes på ’Ibs Plads’ overfor stationen, hvor byfornyelsen vil fortælle lidt om de tre opstartede indsatser og den igangværende trafik- og byrumsafprøvning i Enghaven samt om muligheden for at søge midler til bygningsfornyelse. Med fokus på hvordan byfornyelsens indsatser hænger sammen med den historiske udvikling i Asnæs reflekteres der over, hvad der generelt sker i de mindre stationsbyer og hvor udviklingen bevæger sig hen i fremtiden.

Vi starter turen ved Peter Hesks skulptur i Aksens Have og håber at se mange til arrangementet.”

Venlig hilsen

Asnæs Byfornyelse

Kilde

Foto: ABW