Tøj smidt ud som affald på genbrugsstationerne i Odsherred bliver lavet om til modetøj i nyt samarbejde.
Der er internationalt fokus på tekstilaffald og EU arbejder på at indføre producentansvar på tøj. I Nordvestsjælland vil man dog ikke vente på at det kommer i gang, så en butik i Holbæk har skabt en niche omkring upcycling af tøj. Butikken kalder sig Genbrugsfabrikken, og for nogle måneder siden begyndte den også at upcycle noget af det tøj, som afleveres som affald på Odsherreds genbrugsstationer.
Det er vigtigt at tøj, som er egnet til videresalg, sendes til direkte genbrug. Det kan gøres ved at give det til velgørende organisationer, som sælger det. Ødelagt tøj skal afleveres på genbrugsstationen eller i kommunens ordning for affaldstekstiler.
”Vi tester altid løsningerne inden vi sætter dem i gang, og da vi lod Genbrugsfabrikken kigge fem containere med affaldstekstiler fra vores pladser igennem, kunne de bruge så meget af tøjet, at vi kunne køre en tom container ud til borgerne igen. Det betyder ikke, at den lille virksomhed kan aftage en femtedel af vore tekstiler fremover, men det viser, at det kan blive til så store mængder, at samarbejdet ikke bare sparer ressourcer, men også penge,” siger Brian W Simonsen, leder af Odsherred Kommunes Genbrugsstationer.
Socialøkonomisk virksomhed
Genbrugsfabrikken har butik på Labæk i centrum af Holbæk og er en socialøkonomisk virksomhed, hvor unge normalt begavede med autisme, adhd eller anden neurodivergent udfordring mødes. De øver sig i at være sammen og i at skabe nye smarte designs af tekstiler, som ellers ville være blevet til affald. Det kan for eksempel være duge, der bliver til nederdele eller vattæpper, der sys til jakker. Butikkens systue kan også reparere kunders tøj og lægge bukser op mm. Men redesign og upcycling er blevet et speciale som de også tilbyder kurser i.
”Det har overrasket os at se, hvad det er for noget tekstilaffald, de kan bruge. Vi tænkte mest, at det var noget med at lede efter mærkevarer, som kunne sys om. Men de går mere op i om selve stoffet er af god kvalitet og fx uden kunststoffer. Så det er tit ret gammelt tøj, de kan bruge. Og så er de vilde med sengetøj med tryk og gamle vattæpper. Det havde vi heller ikke lige forestillet os, men vi ser det som en god mulighed for at flytte tekstiler fra affald til direkte genbrug,” slutter Brian W Simonsen”.