Julehyggestue og fællessang med julens sange. 

Ved det indendørs juletræ er der i løbet af lørdag formiddag højtlæsning af juleeventyr og fortællinger om Swanefamiliens juletid.

Hele dagen kan man lave juleklip i værkstedet. Pynt Malergårdens juletræ med klippet eller tag mesterværkerne med hjem.

I cafeen er der salg af gløgg, æbleskiver og varm kakao.

Der er gratis at deltage til julehyggestuen, når den almindelige voksen-entré er betalt. Børn under 18 har altid gratis entre. Entrebillet er til salg i døren.

Julehyggestuen er for hele familien og alle aldre og åben lørdag den 2. december kl. 10.30-15.30.

Syng julen ind

Malergården danner ramme om en stemningsfuld halvanden time søndag den 3. december med fællessang og små fortællinger om familien Swanes jul. Selvfølgelig serveret med gløgg og æbleskiver. Få historierne bag nogle af julens mest populære sange og salmer, som vi sammen skal synge, og få et lille kig ind i, hvordan jul på Malergården og i Odsherred udfoldede sig i 1930’erne og 1940’erne.

Sangværten er Katrine Nyland Sørensen, der lige så længe hun kan huske, har været optaget af (fælles)sang og musik. Fra 1992 til 2014 var hun vært og redaktør på en lang række musik- og kulturprogrammer på DR P3, P2 og P1. De sidste syv år har hun som selvstændig podcastproducent blandt andet dykket ned i musikhistorien og i podcastserier fortalt alt fra historierne bag Händels Messias til sønderjyske sange om krig, fred og genforening. Der er lagt op til en eftermiddag med både gode historier og masser af fællessang.

Vi synger julen ind søndag den 3. december kl. 14.00-15.30. Køb billet via vestmuseum.billetexpressen.dk. resterende billetter er til salg i døren.

Julehygge på Malergården. Foto: Museum Vestsjælland