30 ÅR PÅ SCENEN

Her på teatret har vi glæden af at have hele to skuespillere med 30-års jubilæum på scenen for tiden. Teatrets egen faste dramatiker og skuespiller Mei Oulund og en ”gæst” Trine Pallesen. De to er netop nu i fuld gang med prøverne til forestillingen VRAGET.

MEI OULUND
Mei er uddannet på skuespillerskolen ved Odense Teater i 1995, hvor hun debuterede som den intelligente Eliante i Molières komedie Misantropen.

I 2006 blev hun ansat på Odsherred Teater og i 2007 uddannet som dramatiker ved Dramatikervæksthus. Siden har hun både stået på scenen og som dramatiker skrevet det meste af teatrets repertoire. Hendes debut som dramatiker ved Odsherred Teater var LANDET – should I stay or should I go? I 2011 om unges liv i provinsen. Siden har hun skrevet og medvirket i anmelderroste forestillinger som Pim and Theo, To halvgamle mænd, Missilet, Dæmningen og Vraget. I 2023 skrev hun den meget personlige soloforestilling Jeg Går!

Hun har gennem årene leveret tekster til danske revyer og Trine Gadebergs soloshow, ligesom hun har medvirket i flere danske film og tv-serier, heriblandt Borgen, Lykke-Per og Submarino.

I 2025 blev hun nomineret til en Reumert for forestillingen Dæmningen.

TRINE PALLESEN
Trine er uddannet på skuespillerskolen ved Århus Teater i 1995 og har siden spillet på de fleste danske teaterscener.

Hun fik sit folkelige gennembrud i DRs tv-serie Rejseholdet, hvor hun spillede en af hovedrollerne som kontorassistenten Gaby.

I TV og på film har hun medvirket i bl.a. Forbrydelsen, Journal 64 samt Spies og Glistrup.
I 2016 modtog hun en Bodil for sin rolle i spillefilmen Nøgle Hus Spejl.

I en stor del af karrieren har hun som sangerinde spillet med symfoniorkestre og bigbands samt turnerede landevejene tynde med Bent Fabricius-Bjerre.

Senest har hun haft stor succes med forestillingen Ta´ mig som jeg er om Grethe Ingmann og hendes udødelige sange. Forestillingen blev i 2023 nomineret til en Reumert.

Sammen på de skrå brædder
I Vraget står de to jubilarer overfor hinanden i et historisk drama som hhv. makkerparret Rudolf ”Rudi” Nicolai og Hjalmer Olsen – to garvede efterkrigstidsforbrydere samt som venindeparret Esther og Marina, hvis venskab langsomt krakelerer.

Du kan opleve Mei og Trine i Vraget 3.-13. september tirsdag-fredag kl. 19.30 og lørdag kl.15.

Foto: ABW