Videns- og Forskningscenter for multisygdom og kronisk sygdom, der er forankret på Slagelse Sygehus, har med budgetaftalen for 2024 fået bevilget 1 million kroner årligt til kliniknære kurser for læger i klinisk basisforløb.

– “Jeg synes, det har været godt, og emnet er megavigtigt at få kendskab til.” Sådan siger Mette, der er KBU-læge i Akutafdelingen, og har deltaget i det obligatoriske kursus i Multisygdom og polyfarmaci på Slagelse Sygehus. Og nu bliver endnu flere KBU-læger i hele regionen klædt bedre på til at tage sig af multisyge patienter, som lider er to eller flere kroniske sygdomme på samme tid.

På det seneste kursus, som blev afholdt i slutningen af maj deltog udover Mette også Anton, der er KBU-læge på Hjerteafdelingen samt 20 andre KBU-læger.

Dagen bød først på fælles morgenmad og herefter en formiddag med både oplæg og gruppearbejde om forskellige patientcases. Anton satte især pris på muligheden for at tale med andre KBU-læger, og derudover fik han blandt andet brugbar viden med, til når han udskriver patienter:

– “Jeg synes, at det hensyn til, hvor meget patienterne kan klare sig derhjemme, det spørger vi ikke så meget til. Og det er rigtig vigtigt, når vi udskriver patienter at sætte os ind i, hvad kan de derhjemme.”

Anton oplever, at patienterne på Hjerteafdelingen ofte er meget syge, og det kan være svært som ung læge at bevare overblikket, hvis patienterne lider af mange forskellige sygdomme.

Det er Professor og leder af Videns- og Forskningscenter for multisygdom og kronisk sygdom, Anne Froelich, der sammen med Overlæge i Akutafdelingen på Holbæk Sygehus, Anne Jung, som afholder kurset. Og Anne Frølich glæder sig over den nye bevilling:

– “Jeg er rigtig glad for, at vi kan fortsætte og udvide kurset i multisygdom og polyfarmaci. Vi kommer kun til at se flere patienter med flere samtidige sygdomme på sygehusene, og det er afgørende, at vi klæder personalet bedst muligt på til at håndtere alt fra medicin til den gode udskrivelse og samarbejdet med både andre afdelinger, kommunerne og egen læge.”

Kurset har fået flotte evalueringer og deltagerne lægger især vægt på, at de tager brugbar viden med sig videre.

Det næste kursus afholdes allerede 29. september, hvor 20 KBU-læger deltager.

T Foto: ABW